Anden afdeling af DM serien bragte hele flokken til Skive hvor der over Pinse weekenden skulle dystes i både slalom og formula. Slalom skulle afvikles i Gyldendal, et særdeles godt slalom spot i vestlige vindretninger. Pinse plejer at være lig med varme og godt vejr, og de skulle vise sig at holde stik endnu en gang. Lørdag var varm og lun, og godt jeg havde min sommer dragt med, ellers var jeg da blevet kogt godt og grundigt i det gode vejr.
Lørdag blev der lagt ud med formula men med slalom sejlerne på standby og klar til at slå til så snart vinden øgede. Første formula sejlads blev skudt i gang, og med kun 3 planende under starten var det mere end frustrerende at sejladsen ikke blev skudt af. Efter et par minutters tøffen afsted mens de få planende forsvandt op mod topmærket blev det en mental udfordring at komme igennem. Sejladsen blev skudt af, heldigvis da for den type sejlads har jeg ikke overskud til at gennemføre, hverken fysisk og slet ikke mentalt.
Det mentale skulle dog vise sig at blive den største udfordring under lørdagens sejladser. I kampens hede havde jeg fået knækket den nederste sejlpind i min 10.7’er, så jeg måtte skifte til min 12.0. Det skulle vise sig at være et yderst dårligt skift, da vinden nu øgede en hel del og jeg absolut ikke havde balance i setuppen. En skidt start gjorde det ikke bedre, men jeg var dog startet. På anden omgang var jeg ret så presset, og på vej op mod top mærket måtte jeg en tur i baljen, frustreret men op igen. Kort tid efter skete det igen, og udfordringen bestod nu mest i at motivere mig selv. Langsomt gik jeg mod mål hvor der også ville være en ende på pinslerne. Troede jeg… anden sejlads blev skudt i gang, og jeg havde ingen chance for at slippe for den store rig i den tiltagende vind. Resultatet blev ikke bedre desværre, så frokost pausen bragte et godt afbræk og en mulighed for at få fikset den ødelagte pind i 10.7’eren.
Med nød og næppe nåede jeg ud til starten, tak til alle de som gav en hjælpende hånd med. Denne gang gik starten rigtig godt, jeg var med helt fremme og rundede topmærket som nr 7, herligt! Jeg droppede dog lidt ned på downwinden efter et par gode dueller med bla. Frederik Sommer DEN-206. Vinden var væsentlig mere konstant i denne sejlads, de huller hvor man stod fuldstændig parkeret var væk, og vindforholdene var meget mere ensartede. Fjerde sejlads så igen vind af varriende styrke, man kunne gå helt i stå og så se konkurrenterne 250 m bagude komme blæsende forbi, ekstremt frustrerende. Jeg kom igennem men mentalt er udfordringen væsentlig større end den fysiske, jeg bliver nød til at finde løsninger til når forholdene er hullede, for her er jeg presset.
Søndag bød på de bedste sejladser, vinden var væsentlig mere jævn, der var i hvertfald ikke så stor forskel. Det blev til en enkelt fun sejlads samt 2 gode formula sejladser. Starterne var ok og jeg kom fint afsted, men starten på anden sejlads var noget af en gyser. En start på bagbord giver visse udfordringer, og i går fik Anissa DEN-85 en DSQ grundet en styrbord/bagbord episode under starten. Mit forsøg resulterede i at jeg måtte stoppe helt op og hoppe i vandet så jeg kunne bremse nok op og undgå at brage direkte ind i Frederic Ørum DEN-416, sjov og lærerig oplevelse. Op igen på boardet, snorestarte og så over startlinjen som absolut sidste. Aj aj aj endnu en skidt start, men trods det dårlige udgangspunkt sejlede jeg mig rigtig godt op og sluttede på 10. pladsen, et resultat jeg er rigtig godt tilfreds med.
Efter frokost var der slalom på programmet, men lige så snart vi var på vandet forsvandt vinden langsomt og vi stod alle plantet og kunne nyde de smukke omgivelser i Limfjorden.
Sebastian Kornum tog den samlede sejr med Nikolaj Kruppa på anden pladsen og Christian Justesen på tredje, flotte resultater efter 6 sejladser. Jeg sluttede noget bedre end om lørdagen nemlig på en 14. plads, og jo det ville have været dejligt med et bedre resultat, men med det jeg lagde ud med lørdag så var udgangspunktet skidt, men afslutningen var fin så jeg var egentlig ganske godt tilfreds når jeg baserer det på mit “comeback”. Der er fortsat en del at arbejde med, og kom nu i gang med at sejle formula, det bliver jo aldrig bedre når man kun sejler det til stævnerne.
Vi ses i Rønbjerg om 2 uger til endnu et spændende stævne.
Leave a Reply